Kontakt

Iben Elene Oksfeldt

Cand.psych. og indehaver

iben.elene@litehouseconsult.dk

+ 45 212 44 444

Kravet om fællesmøder udfordrer voldsofrets retssikkerhed:

Enten skal de retraumatiseres af fællesmøder med krænkeren, eller også skal de nægte og dermed fremstå ’usamarbejdsvillige’, hvilket kan få alvorlige konsekvenser i en familieretssag. Kommunernes praksis skaber dermed et stort pres på den voldsramte forælder.

Kommunerne ekskluderer de voldsramte

Når vi i et samfund siger ’vi’, henviser ordet ’vi’ til et værdifællesskab. Men med kommunernes aktuelle praksis er de voldsramte forældre ikke en del af det ’vi’. De er ekskluderede, fordi den voldsramte skal rette ind efter kommunens definition af samarbejde, og den definition gavner kun krænkeren. Krænkeren vil nemlig gerne deltage i fællesmøder, for det giver dem mulighed for at fortsætte med at krænke.

Kommunernes opfattelse af begrebet samarbejde medfører, at voldsofrets perspektiv ikke bliver belyst. Dermed indgår det heller ikke i kommunens vurdering. Omtale af volden forsvinder ud af sagens akter, så det kan se ud som om, volden enten er forsvundet eller ikke er relevant.

Der er behov for at gentænke begrebet samarbejde

Når kommunerne fastholder kravet om fællesmøder, skrider fokus væk fra barnet og over på den voldsramte forælder, der holdes under pres.

Der er et stort behov for:

• at opkvalificere kommunernes voldsfaglige viden,
• at kommunerne gentænker begrebet 'samarbejde,
• at kommunerne holder fokus på deres genstandsfelt – nemlig barnet.

Du finder et link til artiklen herunder. Artiklen er til læseren med særlig socialfaglig interesse, men den kan læses af alle.