BOPÆLSFORÆLDER HAR IKKE PLIGT TIL AT DELTAGE I OVERVÅGET SAMVÆR, 03.11.23
Familieretshuset oplyser, at man som bopælsforælder ikke har pligt til at deltage i overvåget samvær eller til at finde en stedfortræder, en såkaldt tryghedsperson, der vil. Det har voldsramte mødre længe været pålagt at gøre, men Familieretshuset oplyser nu, at det er en fejl. Der er ikke lovhjemmel til at kræve det.
Gennem mindst et år har Familieretshusets børnesagkyndige presset voldsramte mødre. Når et barn skulle på overvåget samvær i Familieretshuset, skulle moren ikke kun aflevere barnet. Hun blev også pålagt at deltage i selve samværet sammen med faren eller at finde en stedfortræder (en 'tryghedsperson'), der ville deltage.
Det indgreb har altså vist sig at være forkert. Familieretshuset skriver:
"Vi skal tillige beklage, at vi i brev af [DATO] har skrevet, at din klient har pligt til at finde en tryghedsperson, som kan deltage i det overvågede samvær. Der er ikke en sådan pligt."
Og:
"Vi skal slutteligt beklage, at vi i brev af [DATO] oplyser, at vi vil kontakte retten om eventuel obstruktion af det overvågede samvær, da der ikke er en pligt til at finde en tryghedsperson [...]"
Sæt dig i den voldsramtes sted
For at forstå situationen kan man sætte sig i en af vores klienters sted. Moren i denne sag blev straffet for, at hun nægtede at deltage sammen med barnets far. Hun har oplevet, at han har været voldelig over for både hende og over for barnet, siden det var spædbarn.
Da hun for ca. et år siden nægtede at deltage under et overvåget samvær, blev hun truet med, at Familieretshuset var bekymret for hendes forældreevner. Familieretshuset underrettede kommunen om, at moren "manglede forståelse for barnets behov". I samværsrapporten beskrev man det som et "overgreb". Man konkluderede, at moren havde "obstrueret samværet". Hele grundlaget var, at hverken hun selv eller en stedfortræder ville deltage i selve samværet.
Det er alvorlige anklager, som kunne have ført til, at hun havde mistet forældremyndigheden over sit barn.
Den børnesagkyndige i sagen vejledte faren til at indlede en tvangsfuldbyrdelsessag ved retten, fordi moren havde "saboteret" og misligholdt samværet med sit fravær. I samværsrapporten skrev den børnesagkyndige: "Der er ikke udleveret til samvær"; men det var altså moren, der ikke ville deltage i samværet. Barnet var udleveret helt efter forskrifterne.
Faren indledte en tvangsfuldbyrdelsessag, men inden den fandt sted, skulle der være endnu et overvåget samvær, og her blev der sendt en fremmed stedfortræder, som deltog i det overvågede samvær, da moren på det tidspunkt var i risiko for at miste sit barn.
Samværet blev gennemført ved, at den børnesagkyndige i detaljer pålagde stedfortræderen, hvor hun skulle sidde (i nærheden af far), præcis hvordan hun skulle lege med far, og hvordan hun skulle formå at invitere far ind i legen og bære ansvaret for at gøre barnet trygt ved far.
Bannerfoto:
En kunstnerisk fremstilling af arbejdet med at stoppe de invaderende tanker, som opstår pga. retraumatisering i mødet med familieretssystemet.
Gengivet med samtykke fra en af vore klienter.
Også i den sag, hvor Familieretshuset netop har svaret, har en børnesagkyndig ved utallige forsøg på overvåget samvær sat den person, der fulgte børnene, under pres ved brug af trusler om, at at hun ikke handlede i børnenes interesse, og at han ville rette henvendelse til retten. Det er sket foran børnene, der også selv er udsat for pres, og som for hvert forsøg kun er blevet mere og mere bange.
Kun barnet er omfattet af loven
Muligheden for at fastsætte overvåget samvær fremgår af forældreansvarsloven § 29. Bestemmelsen handler om barnets ret til kontakt. Det er barnet, der har samvær. Og det er alene barnet, der er omfattet af bestemmelsen.
Med § 29 kan man gribe ind i et barns liv og bestemme, at et barn skal indfinde sig inden for en fastsat tidsramme og på et fastsat sted for at have samvær. Men man kan ikke pålægge en voksen det samme. En forælder er ikke et appendiks til sit barn, heller ikke efter § 29.
Når en myndighed vil pålægge borgerne pligter, så kræver det, at de har støtte i lovgivningen, det kræver lovhjemmel. Det følger af legalitetsprincippet. Jo større indgreb, jo klarere skal lovhjemlen være.
I det første eksempel herover henviste Familieretshuset til en bemyndigelsesbestemmelse, jf. forældreansvarsloven § 42, nr. 4. Efter denne bestemmelse kan Socialministeren fastsætte regler om overvåget samvær, og disse regler fremgår af § 11 i BKG 2019-03-20, nr. 299. Her fremgår der imidlertid ingen hjemmel til at pålægge hverken moren eller en stedfortræder (en 'tryghedsperson') at deltage i de overvågede samvær. Men sådan opfattede Familieretshuset det.
Det er ikke alene et grundlæggende princip i dansk ret, Familieretshuset overser, når de pålægger voldsramte mødre at medvirke aktivt under overvåget samvær. Det er også Istanbulkonventionen, man kommer på kant med.
I reformen af forældreansvarsloven fra 2019 blev Istanbulkonventionen lagt til grund for lov om Familieretshuset § 10, stk. 2. Det er bestemmelsen om, at man har ret til opdelte møder, hvis man har været udsat for vold. Man skal ikke løfte bevisbyrden; det er nok, at man påberåber sig retten.
Det fremgår af forarbejderne, at motivet bag bestemmelsen er, at fællesmøder er retraumatiserende for den, der er voldsramt. Dels er retraumatiseringen skadelig, dels kommer man ikke til orde på en retvisende måde. Der er stadig problemer med at få Familieretshuset til at respektere § 10, stk. 2, men det ændrer ikke på lovgivers motiv: Myndighederne må ikke retraumatisere de voldsramte forældre under behandlingen af en sag.
Som analogi hertil skal voldsramte mødre heller ikke pålægges at sidde tæt op ad far og barn under overvåget samvær, få pålæg om at smile til faren på de rigtige tidspunkter, at række ham legetøj eller at spise på skift af barnets bananer sammen med ham under præcise anvisninger fra en børnesagkyndig.
Der er en tungtvejende årsag til, at § 10, stk. 2 blev indført: Fællesmøder skader den, der i forvejen er voldsramt. Det samme gælder derfor også tvungen deltagelse i overvåget samvær.
Kommentar
Det familieretlige fokus har tendens til at glide over på de voldsramte forældre. Det er dem, der pålægges ansvar, når et barn siger fra. Dem, der bliver sat under pres i en grad, så de retraumatiseres – også uden lovhjemmel. Og det er dem, der skal leve med risikoen for, at hvis de ikke lever op til krav, der skader dem selv (og som ikke har lovhjemmel), kan de miste deres børn pga. de negative vurderinger af deres forældreevner, der følger af misforståelsen af, hvad deres ansvar og pligter er.
Eksemplerne viser, hvordan myndighederne først lige er begyndt at forstå volden og dens følgevirkninger. Og hvordan vi stadig har meget at lære, når det gælder at omsætte vores viden om vold til praksis.